Ellen Bastholm, redaktør ved Kunstavisen, 2010.

Jane Morten – landskabsmaler og samtidsaktuel billedkunstner.

Jane Mortens billeder er landskabsmalerier, ikke naturalistiske i stilen, men moderne abstrakte billeder, der dog tydeligt indeholder en række figurative elementer. Himmel og jord, vand og strand kan være elementer, der anes bag de store pensels strøg og bag de stærke farver. Jane Morten har et elitært udgangspunkt for sin kunst og sit kunstneriske arbejde. Det er kunst forbundet med en stor grad af refleksion, viden, samtidsanalyse, forfinet teknik, stort kunstnerisk, kreativt overskud. Hendes tema er landskabet, både det fysisk tilstedeværende og det mentale. Hun søger via arbejdet med landskabet mod tilværelsens eksistentielle værdier og søger at finde holdepunkter for livet som noget meget nærværende.

Det fysiske landskab og det mentale landskab.

Kunstneren siger selv, at hun ud fra naturens abstrakte formsprog vil improvisere sig frem til et indvendigt mentalt landskab præget af indsigt om livet og nærvær til livet. Improvisationerne skal ses sammen med, at malerierne fremtræder på den ene side sikre i kompositionen, sikre i temavalg, sikre og gennemarbejdede i farver, og så på den anden side kan man sige fremviser udsagn om at her er mere mellem himmel og jord end som så.
Så hvor billederne fremtræder på den ene side harmoniske, rolige, stemningsmættede ud fra en optik defineret af naturen og lyset, der finder vi også undertiden lag, der røber distance, uro, forbehold med reference til, at der findes udgangspunkter for refleksion over det moderne livs faremomenter eller risici- momenter. Andre billeder forbliver tro så at sige overfor naturens storladenhed og tolkningsmulighederne vil her mere være at finde i de elementer af forgængelighed eller brud som naturen uafbrudt vil vise for os. Verden kan ikke ses som harmonisk hel eller som en statisk størrelse, men må ses som et univers i bevægelse og udvikling. Bevægelsen og udviklingen kan spænde fra grøde og vækst til forfaldet i naturen eller det konfliktfyldte rum. Begge dele vil kræve tid og rum for at de kan genoprettes.
Men inden en reflektionsfase kan indtræffe har kunstneren gjort nogle valg. Hun har udvalgt sig sit motiv, og det skifter fra valmuemarkerne i fuldt flor, til den blå solopgang, til det danske sommerlandskab, til landskabet og regnbuen, til efteråret i det spanske – motiverne, rammerne er på den måde mange og ganske forskellige. Og motiverne kan i sig selv være udgangspunkt for optimisme, stort livsmod og stærke stemninger. I nogle af billederne fremstilles naturens elementer mere skrøbelige end i andre.
Generelt set fremviser billederne landskabsrum, der er præcist så farverige, præcist så stemningsmættede som naturen selv kan være det, når sollyset er stærkest og betingelserne for vækst allerbedst. Og generelt set er billederne storladne og monumentale – det er en stærk og begavet kunstnerisk indsats , der forenes med valg af motiver fra naturens helt store rum med aner af forblæste strande eller stærke klippepartier.

Inspirationen for kunstneren.

Som beskuer af Jane Mortens kunst sættes man derfor i en refleksion om natur rummets uendelighed og livets mange facetter. Inspirationen finder hun ude – findes ved iagttagelse af grundelementerne i naturen. Men samtidigt er det sådan, at man tydeligt kan se, at billederne ikke fremkommer via hjemtagne skitser fra naturen eller ved at kunstneren direkte står i naturen og maler. Nej, det er stemningsfelter, overskrifter om situationer ude i naturen, der er udgangspunkt. Den egentlige inspiration indfinder sig i atelieret. 
Inspirationen kommer mange steder fra. Solen, lysets styrke  undervejs på dagen, lysets vandring opleves stærkt – som Jane Morten selv udtrykker det: ”Det er solen og lyset som symbol på livet – det at være bevidst tilstede i tilværelsens flygtighed, der er fokus for mig. ”

De landskaber, som Jane Morten beskriver, findes ikke,  ses ikke i den virkelige verden. Det er konstruerede landskaber til beskrivelse af arketyper. Det er også billeder, der beskriver udvalgte landskabsformationer eller udvalgte naturkræfter. Og her er solen den langt mest fremtrædende.

Det er billeder, der med gode grunde kan sammenlignes med J. M. V. Turners landskabsbilleder med hensyn til motivvalg og teknik.

Det er billeder, der ikke er rent abstrakte, men netop repræsenterer abstrakt naturalisme.
Det er billeder, der afsætter tanke rum hos beskueren.
Det er billeder, der dominerer rummet, hvor de ses, da farverne , komposition og tema gør, at rummet centreres her, at rummet får en ny akse.

Solen og verdenspanorama.

Centralt i Jane Mortens motivvalg står solens lys over landskabet. Solens stærke kraft over landskabet udløser farvevalg af stærk karakter og giver en dominans af meget klare farver. Via motivet fastholdes et naturindtryk, der er ophøjet. Det bliver i sin abstrakte form til formidling af naturglæde og livsglæde. Den abstrakte form gør, at tingenes individuelle karakter opløses for i stedet at give plads til en mere sammenvævet masse – samtidigt med at farverne , formerne i billedet henviser til naturalistiske elementer som klipper, himmel og hav. Der er udsyn i værkerne – næsten mere end det menneskelige øje kan opnå derude. I billederne rammes alt i et blik – i en slags verdenspanorama. Resultatet med det konstruerede landskab tenderer på den måde mod den paradisiske fantasi og det arkadiske landskab. Men samtidigt er der i billederne indeholdt så megen sitren, så megen angivelse af det flænsede, det sønderrevne, det spinkle i landskaberne -  både tænkt fysisk og mentalt -  at billederne med denne uro ikke kun bliver til en jagt på det sublime. Billederne unddrager sig på derved tidligere epokers romantiske dyrkelse af naturen. De er i stedet moderne abstrakte billeder henvisning til eksistentielle problemstillinger. Jane Mortens teknik derimod er på de fleste måder sublim, ligesom hendes kunstneriske, kreative overskud er særdeles påfaldende og stort.